For Monika Rubin er det ikke et enten-eller. Der knytter sig forskellige ulemper til kønnene. Alliancen sætter fokus på kvindernes.
"Kvinders sundhedsproblemer bliver ikke altid taget alvorligt nok. Der er forskning, der tyder på, at der mangler viden om kvinders sundhed i vores sundhedsvæsen," siger hun.
Hun fremhæver sygdommen endometriose, som man de seneste år er blevet langt klogere på.
"Der er både i forskningen og hos patientforeninger gjort et stort stykke arbejde med at sætte sygdommen i fokus ved at øge opmærksomheden," siger hun.
Men samtidig illustrerer eksemplet også en anden pointe, ifølge sundhedsordføreren: at vi simpelthen ved for lidt om kvindekroppen, fordi meget af den historiske forskning og medicinudvikling primært har taget udganspunkt i mænd.
"I mange år har manden været den implicitte 'standardpatient', mens kvinder, børn og ældre er blevet set som afvigelser fra denne norm. Det har skabt blinde pletter i vores forståelse af kvinders sundhed," siger hun.