Jeg har været læge siden 2015, og lige så længe har jeg været opmærksom på, at der mangler politisk velvilje – eller nødvendig indsigt – til at prioritere mellem de tiltag og behandlinger, der tilbydes i sundhedsvæsenet. Fx er der først nu, seks år efter jeg blev opmærksom på manglende politisk prioritering, lige akkurat begyndt at komme en konkret praksis ud af et generelt behandlingsråd, der startede primo 2021. Rådets opgave bliver at vurdere, om forholdet mellem effekt og omkostninger for nye og eksisterende teknologier er rimeligt og dernæst prioritere imellem dem.
Det tjener, synes jeg, som et godt og forstemmende eksempel på den nuværende politiske praksis. I stedet for at reagere tilstrækkeligt effektivt på borgernes råb om hjælp, bliver resultatet tomme løfter.
Jeg tror, det skyldes, at politikerne har for travlt til at gå rigtigt i dybden med problemerne. De regeringsbærende partier er for afhængige af yderfløjene for at kunne sikre parlamentarisk grundlag, og det udmønter sig i aftaler, der ikke er langtidsholdbare, men snarere udtryk for en noget-for-noget-politik. Det resulterer atter i, at der bliver lavet for smalle politiske forlig, både regionalt og nationalt. Ofte mangler der også sammenhæng mellem, hvad politikerne melder ud, og hvad der faktiske sker: Fx har regeringen meldt ud, at der i slutningen af 2021 skal være ansat 1000 nye sygeplejersker, men fra 2022 får op til 1400 sygeplejersker ret til tidlig pension.
Grundet de ofte smalle forlig bliver tidligere regeringers beslutninger genstand for forhandling endnu en gang, når der dannes et nyt politisk flertal. Det destabiliserer og skaber et zigzag-demokrati, som gør det svært at planlægge langsigtet – inden for både sundhedspolitik og andre vigtige politiske områder.
Læs resten af debatindlæg i Ræson her.